AAUs system til digitale prøver

Ny version af Digital Eksamen november 2016

Opgraderingen indeholder et stort antal forbedringer og fejlrettelser af løsningen. Her kan du læse mere om disse. Mail sendt til TAP-brugere af Digital Eksamen 03-11-2016

Lagt online: 04.11.2016

I dag er Digital Eksamen (DE) opgraderet til ny version med nye og lækre funktionaliteter, som vi er sikre på I vil synes om! Derudover har opdateringen løst en del småfejl og irritationer.

Vores hjemmeside er opdateret både til TAP og studerende, så vejledningerne afspejler den nye funktionalitet. Videovejledningerne til studerende vil løbende blive opdateret, og der vil blive tilføjet nye video til både TAP og studerende.

 

Aflevering til PURE/Projektbiblioteket

I har hidtil haft bøvlet med manuelt at tilføje de fornødne besvarelsesinformationer omkring Titel og Fortrolighed på jeres projekt-prøver. Fremover tilføjes disse Besvarelsesinformationer helt automatisk, når du vælger, at der på en prøve skal afleveres til PURE/Projektbiblioteket.

Læs mere i vejledningen ”Integration mellem Digital Eksamen og Projektbiblioteket” under ”Prøve uden tilsyn” på www.de.aau.dk/studiesekretaer/vejledninger/

 

Importér prøveindstillinger

En meget efterspurgt funktion er muligheden for at kopiere opsætning mellem prøver. Dette er nu muligt via funktionen ”Importér prøveindstilinger”, som du finder på nyoprettede prøver.

Læs mere i vejledningen ”Importer prøveindstillinger” under ”Opret en prøve” på www.de.aau.dk/studiesekretaer/vejledninger/

 

Angiv deadline for gruppedannelse

For studerende er nogle trin i afleverings-flow’et blevet byttet rundt, således at studerende på prøver med fri gruppedannelse nu starter med at danne deres grupper.

Derudover er det nu også muligt for eksamensadministratorer at angive en deadline for hvornår de studerende skal have dannet deres grupper – altså så grupperne kan dannes i Digital Eksamen inden afleveringen sker. Ja, grupperne kan faktisk dannes ligeså snart en prøve gøres synlig!

Det er både muligt at tillade gruppedannelsen inden prøvestart (dén dag prøven ”åbner” for de studerende”) og inden eksamensslut (afleveringsfristen).

Læs mere i vejledningen ”Fanen Prøvedata” under ”Prøve uden tilsyn” på www.de.aau.dk/studiesekretaer/vejledninger/
Se også vejledningen til de studerende vedr. denne funktionalitet ”Hvordan danner vi grupper inden prøvestart?” på www.de.aau.dk/studerende/

 

Fremsøg en censor eller tilsynsperson

Denne her rettelse ved vi, at I bliver glade for! I ”databaserne” over censorer og tilsynspersoner, finder I nu et søgefelt… Juhu!

 

Bedømmelsesdato kan angives af VIP ved karakterindberetning

Når karakterer indberettes af VIP, kan der nu angives en bedømmelsesdato. Dvs. at der nu kan skelnes mellem indberetning- og bedømmelsesdato i de tilfælde hvor karakterer først indberettes via Digital Eksamen efter dén dato, hvor prøven har været afholdt.

Bemærk, at vejledning til VIP er endnu ikke opdateret til at inkludere denne funktionalitet.

 

Andre nye tilføjelser

For TAP:

  • På alle prøver fremgår nu en ”Periode”, dvs. termin, som prøven er oprettet på
  • ”Fri gruppedannelse” er nu default valgt som Afleveringsforhold
  • Under Eksamensinformationer finder I nu en bedre editor-funktion
  • Når man går ind/ud af popup-vinduer, ”hopper” visningen ikke længere til toppen af siden – jubii!
  • Man kan igen se titler, som de studerende har angivet på deres besvarelser
  • Man kan samle prøver på tværs af prøve- og censurform

For studerende:

  • Forbedret afleverings-flow: det bliver mere gennemskueligt for de studerende (de ser deres egen status i flowet, fremfor bare prøvens overordnede status)
  • Opdatering af afleveringskvitteringer og mails til de studerende
  • Studerende får en besked når en bedømmer har givet feedback